Salmernes Bog 62

¹Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

²Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;

³ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.

⁴Hvor længe stormer I løs paa en Mand, — alle slaar I ham ned — som paa en hældende Væg, en faldende Mur?

⁵Ja, de oplægger Raad om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. — Sela.

⁶Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Haab;

⁷ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

⁸Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;

⁹stol paa ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. — Sela.

¹⁰Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, paa Vægtskaalen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

¹¹Forlad eder ikke paa Vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpaa!

¹²Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.